Indlandsisen                       Juni 2006.                           Krydsning af indlandsisen.

 

Retur til indholdsfortegnelse.

 

Billeder fra turen.

 

Billederne stammer fra Topas turen ”Krydsning af indlandsisen”.

 

Normalt krydses indlandsisen omkring polarcirkelen, d.v.s. fra Tasiilaq i Ammassalik området på østkysten mod Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord på vestkysten. Denne tur er på ca. 570 km og varer omkring 1 til 1 ½  måned.

 

Turen som her beskrives, foregår derimod helt mod syd, hvor indlandsisen er væsentlig smallere, d.v.s. fra Narsarsuaq på vestkysten mod Danell fjord på østkysten og retur. Vandrestrækningen på denne tur er ca. 2 x 75 km hvoraf ca. 1/3 foregår på fjeld og ca. 2/3 på bre/indlandsis. Turen blev gået fra d. 22-06 til d. 11-07.

 

Rygsækken kan akkurat holdes under de 20 kg, idet mad er udlagt i 4 depoter. Overnatning sker dels i telt, dels i såkaldte kabiner. Betegnelsen kabine dækker over stål eller aluminiumscontainere med 6 – 18 køjepladser samt plads til madtilberedning og proviantoplagring. Kabinerne giver bedre plads end de forholdsvis trange telte og er helt sikkert mere fordelagtige i lange perioder med regn. På breen og indlandsisen skiftes man til at trække 3 pulke.

 

Turen havde jeg forsøgt at komme på i 3-4 år, men var blevet forhindret hvert år p.g.a. forskellige årsager, men i år lykkedes det endeligt. Da jeg boede i Grønland fra ’78 til ’80 var jeg på sejltur til Arsukbreen samt fløj over indlandsisen adskillige gange, men oplevede aldrig en tur på indlandsisen. Nu, 25 år senere, var den væsentligste grund til at deltage på turen dog først og fremmest ønsket om at opleve det Grønlandske landskab med de enorme dimensioner samt de fantastisk flotte landskaber. Og ønsket blev opfyldt, en rigtig god tur med oplevelse af isfyldte fjorde, grønne dale flankeret af stejle massive fjelde, golde områder uden vegetation, utallige vandløb, brearme 3-4 km brede og 25 km lange samt langstrakte hvide flader med nunatakker i det fjerne. Heldigvis var vejret usædvanligt godt, så der blev rig mulighed for at nyde de fantastiske udsigter.

 

Kort = Sagamaps nr. 3, Narsarsuaq – Kap Herluf Trolle, 1:250.000. Købes ved http://www.scanmaps.dk/

 

 

Bemærk at billederne fra turen er opdelt i 2 gallerier.