Jostedalsbreen. August 2003. Op hele brefaldet på Nigardsbreen.

En meget spændende og flot tur arrangeret af fjeldsportsgruppen ved Bergen Turlag.

Nigardsbreen er en brearm af Jostedalsbreen, der flot slynger sig ned fra plateau’et i ca. 1.600 meters højde til brefronten i ca. 300 moh. Det var anden gang jeg skulle gå op hele brefaldet, og en stor oplevelse at opleve breens forandring siden første tur, der foregik på et Alpinkursus i ’95.

I ’95 tog vi tovet frem i ca. 600 meters højde, idet dette var højden, hvor den rene blåis blev afløst af snedækkede sprækker. På denne tur i ’03 gik vi på ren blåis op til ca. 1.450 moh, inden det blev nødvendigt at tage tovet frem. Denne forskel skyldes hovedsageligt den kraftige afsmeltning i sommeren ’03, et ringe snefald den forløbne vinter, samt at turen i ’03 blev afviklet ca. 3 uger senere på året end turen i ’95. Dette senere tidspunkt bevirker forøvrigt også, at sprækkerne i den nedre del af brefaldet ofte er lidt mere lukkede end blot 3-4 uger tidligere.

At breen gennemsnitligt er gået ca. 25-30 m frem pr. år siden ’95, ses hovedsageligt i form af mere masse i fronten, og dermed en lidt stejlere brefront. Det sidste år havde der dog, tilsyneladende, ikke været tale om en fremgang, så det bliver spændende at se, om prognosen der forudsiger af breen vil nå Nigardsbrevatnet, vil holde stik.

Turen startede noget sent, idet vi måtte vente på Jostedalsrypa’s første afgang kl. 10. Det var nødvendigt at blive sejlet over på venstre side, idet det fortsat ikke er muligt at krydse på svabergene foran brefronten, p.g.a. smeltevand. For nogle år siden, hvor smeltevandet havde et andet forløb, var det muligt at krydse her.

I det øvre venste brefald gik det langsomt fremad p.g.a. manglende snebroer i det meget kuperede brefald. Der er desværre ikke mange billeder fra dette område, idet jeg havde nok at gøre med at følge med. Blot det at tage kameraet frem i et halvt minut, bevirkede at de øvrige var forsvundet i islabyrinten, og det var ikke et velegnet område at forcere tempoet i for at nå frem, idet der som sagt var ganske kuperet, og de øvrige deltagere havde god teknik og avancerede derfor hurtigt. Herudover var det enkelte gange nødvendigt at gå i udkanten af et rasområde med løse isblokke. Heldigt at det var muligt at gå ind på en fjeldø i ca. 1.200 moh og følge denne til ca. 1.400, idet det ellers muligvis havde været nødvendigt at tilbringe natten i brefaldet.

Der er desværre heller ikke mange billeder fra området over 1.400 moh med delvist snedækkede sprækker, idet kameraet strejkede en times tid, muligvis p.g.a. kulde eller rystelser. Hytterne på Steinmannen var låste, så en dejlig stille nat blev tilbragt udendørs, inden turen næste morgen fortsatte ned af stien mod Krundalen, der blev nået med stive ben og ømme knæ, p.g.a. den lange og stejle nedgang.