Solo Khumbu. Oktober 1999. Vandretur mod Everest base camp.

Billederne stammer fra Topas turen ”Everest base camp”, med en planlagt varighed på 3 uger.

Turen er opbygget som et tehus trek fra Lukla til Everest base camp og retur, dvs. der spises og overnattes på de mange små tehuse / mini vandrehjem. Bjerglandsbyen Lukla, 2.850 moh, med landingsplads for små propelfly, nås efter en halv times flyvning fra Kathmandu. Slutmålet er Kala Pattar i 5.545 moh, hvor der opnås en bedre udsigt mod Everest, brefaldet samt de tilstødende bjerge, end fra selve Everest base camp, der ligger ved foden af brefaldet. Lokale bærere, ledet af sherpaer, transporterer 2/3 af bagagen, således at det kun er nødvendigt at gå med en halvtom rygsæk. Drikkevand kan købes i flasker undervejs, men på denne tur blev der anvendt renseapparater med keramiske filtre. At rense vandet undervejs er en udemærket ide, men det kan let gå galt. Sherpaerne er flinke, og vil gerne hjælpe med at rense vandet v.h.a. den lille pumpe med indbyggede filtre. Imidlertid forekom det nogle gange, at der blev byttet om på den urene indtagsslange og den rene udløbsslange. Resultatet heraf er ikke vanskeligt at tænke sig til. Jeg rensede, for en sikkerheds skyld, yderligere vandet v.h.a. klortabletter.

Inden en rejse til Nepal og Himalaya, har de fleste læst en del omkring vaccination, diarre forårsaget af mad eller vand, samt højdesyge. Det havde jeg også, og var bekendt med hvad man kan gøre, og ikke bør gøre, for at minimere risikoen for en ødelagt tur. Alligevel gik det galt, jeg blev ramt af en blanding af det hele, og kom kun knap halvvejs mod Everest. Alle på holdet, pånær 2, blev ret hurtigt ramt af diarre og opkastninger. Med kraftig diarre følger ofte dehydrering. Symptomerne på dehydrering ligner ofte symptomerne på let højdesyge, d.v.s. hovedpine og evt. svimmelhed. Hovedpinen og svimmelhed fik jeg også, men kunne registre at det langsomt fortog sig ved overliggerdage i samme højde, eller ved returnering til lavere højde, så det har uden tvivl været højdesyge. Symptomerne startede allerede mellem 3 og 4.000, så jeg må konstatere, at jeg skulle have haft længere tid til at vænne mig til højden. (Har senere prøvet at gå væsentligt hurtigere, samt med tungere sæk i 3.200 moh, og ligeledes overnattet i denne højde, altsammen uden problemer). Det der fik mig til at vende om, var dog at jeg en nat i knap 4.000 moh vågnede med iskolde fødder og kunne ikke få vejret. Først efter en halv time udendørs, lykkedes det igen at trække vejret normalt. P.g.a. diarre’en var det sikkert også udemærket, at jeg vendte om mens jeg kunne. Vandreturen tilbage til Lukla blev hård, fordi jeg var meget afkræftet, idet det ikke havde været muligt at holde maden i maven i 4 til 5 dage. Af samtaler med andre vandrere fremgik det, at mine og gruppens erfaringer ikke var enestående.

Turens faktiske varighed blev derfor kun på 2 uger for mit vedkommende, hvilket var en stor skuffelse, idet hovedmålet med turen var at opleve de fantastiske dimensioner, som Himalaya bjergene kan byde på. Men, - jeg håber at jeg får muligheden for at forsøge en senere gang. Et forsøg nr. 2 skal måske baseres på en telttur, hvor maden medbringes, og tilberedes af en fast tilknyttet kok, ligesom vandet koges. Jeg har en formodning om, at denne turform vil indebære en mindre risiko vedrørende mad og drikke. Ligeledes bør der være flere overliggerdage, idet min tilpasningsevne til højden tilsyneladende ikke er særlig hurtig.

Til trods for at hovedmålet for turen var Himalaya bjergene, var rejsen på ingen måde spildt. Det var min første tur til Østen, og mødet med den Nepalesiske kultur, livsforholdene samt frem for alt Nepaleserne, var en stor oplevelse. Nepaleserne er meget behagelige og ligefremme mennesker, for hvem de mange velhavende turister er et naturligt indtægtsgrundlag, dog uden at man som turist føler sig misbrugt.