Ryfylkeheiene.                  Juni 2002.     Vestlige del, nnv for Lysebotnen..

 

Retur til indholdsfortegnelse.

 

Billeder fra turen.

 

Billederne stammer fra en forlænget weekend vandretur i den vestlige del af Ryfylkeheiene, nnv for Lysebotnen, der blev gået i juni 2002.

 

Strækningen var: Lysebotnen – Nilsebu (over Fitjaholet) - Stakken – Lysebotnen.

 

Idet der nu var bygget en silo på stedet ved gårdene i Lyse, hvor det tidligere var muligt at parkere, blev bilen istedet parkeret 200 højdemeter oppe af anlægsvejen mod Nilsebudam. Kort før bommen, gården Tangen og en lille bro, er det muligt at parkere. Ruten mod Grautheller, Litle Aurådalen og Nilsebu over Fitjaholet starter ca. 50 m herfra.

 

Idet jeg var træt efter køreturen fra Kristiansand, og først måtte sove en time i Lysebotn, gik starten først kl. 13. Håbet var at nå enten Litle Aurådal eller Nilsebu inden midnat. P.g.a. træthed, periodevis dårlig sigt samt dovenskab, gik det dog så langsomt fremad, at det blev nødvendigt at fortsætte natten igennem, inden Nilsebu blev nået næste morgen. Idet det var midsommer, blev det kun halvmørkt fra midnat til kl 3. I denne periode gik det dog meget langsomt fremad, idet det hele tiden var nødvendigt at anvende kort og kompas, fordi terrænet ikke indeholder markante fixpunkter, men derimod et utal af ens småknolde og småsøer. Selvom benene blev lidt stive, var det fint at opleve hvor kort og lys natten var, samt solopgangen der gjorde nat til dag i løbet af et kvarter, samt vækkede ryperne til en ny arbejdsdag.

 

Jeg havde ikke kontrolleret om broerne var lagt ud, og var derfor forberedt på at steingå eller vade 2 elve tæt ved Nilsebu. Det viste sig at broerne endnu ikke var lagt ud, men wirerne var heldigvis ikke afmonterede, hvilket ellers ofte kan være tilfældet. Det var derfor muligt at krydse elven v.h.a. et par løse træplader, der kunne skubbes frem over wirerne. Dette var heldigt, idet elvens vandføring var ganske kraftig. Broudlægningsmandskabet ankom forøvrigt senere samme dag til Nilsebu. Er man i tvivl om, hvorvidt broerne er udlagt, kan den lokale turistforening, i dette tilfælde STF, oplyse herom. Jeg erfarede senere, at vandstanden i elven en uge tidligere havde været oppe i højde med browirerne

 

Ruten op af Bukkatofjeldet var snefri, og dermed uden problemer. På afslutningsvandringen, af de 16 km asfalt anlægsvej fra Nilsebudam ned til Lysebotn, fremkom ideen om en anden gang at medtage cykel, for herved hurtigt at kunne tilbagelægge denne strækning. Hermed ville det, på en forlænget weekend, være muligt at komme længere ind i den vestlige del af Ryfylkeheiene. Bommen ved Lysebotnen var åben, men lokalbefolkningen kan efter behag lukke denne, så man ved aldrig om det er muligt at komme ind eller ud. Det er muligt at bestille taxa til turen, der forøvrigt går gennem et flot område.